New book about Game of Thrones IN ENGLISH:
Power, Gender and Religion in Game of Thrones - An Analysis for Fans Season 1- 6
NOW available at Amazon.com as e-book and paperback.
søndag den 2. april 2017
fredag den 3. juni 2016
Midtvejs i sjette sæson: Daenerys Taergaryen
Dragemoderen Daenerys har
ikke haft det nemt i lang tid. Hun forsøgte sig som statsleder i Meereen, men
blev slået tilbage som en ludo-brik til start. I de første seks episoder har
hun vansmægtet blandt de patriarkalske og primitive Dokrathier. Dragemoderens
forhindringer, hvad angår hendes vej til Westeros, har givet anledning til
mange sure miner hos fans af serien. Hvorfor får hun ikke fat i de skibe og
kommer afsted med sin hær af Ubesmittede og drager? Personligt er jeg ret vild
med Daenerys snirklede frem-og-tilbage-rejse gennem Meereen og tilværelsen i
det hele taget; der er en dybere grund til, at hun, efter en periode med
tilsyneladende fremdrift i projektet, må tilbage til oprindelsen – i hvert fald
oprindelsen til hendes dronnings-status. Daenerys rummer nogle elementer i sin
psyke, som var ved at forsvinde, da hun agerede oplyst dronning i Meereen. Hun
bliver simpelthen nødt til at komme tilbage og genopdage den indre
kriger-dronning med dertilhørende kontant afregning med fjenderne, og man må
nok sige, at det er dén stemme, der taler i hende, da hun i ørkenen holder sin
flammetale for Dokrathi-folket, efter at hun har demonstreret sin styrke ved at
komme flyvende på Drogon, som ser ud til at være i topform og parat til at
brænde Westeros-borge til ukendelighed. Daenerys er og bliver en grotesk
skikkelse, der – som analysen i Vinteren kommer viste – forener ånd og krop,
det primitive og det sofistikerede. Hun måtte tilbage til Vaes Dothak for at genoplade
batterierne. Det er disse, der giver hende en enorm POWER og gør hende til mere
end en sød teenage-dronning, der bare vil det gode, men det er også det, der gør
hende også til en potentielt set farlig og måske ligefrem destruktiv spiller i
kampen om Jerntronen.
På sin genvisit hos
drokathi-folket har Daenerys endnu engang vist, at hun ikke stiller sig
tilfreds med rollen som kvinde i en patriarkalsk kultur – og livet som
Khal-enke er vitterligt ikke noget for hende. Så for anden gang viser hun, hvad
hun kan med ild og flammer (som dragerne jo også er selve symbolet på). Ligesom
hun overlevede sin ægtemand, Khal Drogos ligbål og dukkede op i asken med tre
drager omkring sig, dræber hun i et hug de ledende mænd i stammen ved at brænde
deres hytte ned – og selv kommer hun ubeskadiget ud – ikke med tre drager, men
med magten til at genoptage sin bestræbelse på af føre Drokhati-folket mod
Westeros. Vi holder da med hende, gør vi. Daenerys har i lang tid været en af
mine foretrukne kandidater til Jerntronen, men jeg har hele tiden haft min
tvivl, og lad mig forklare hvorfor.
Man kan ikke undgå
at bemærke, at Daenerys nærmest har gjort det til en vane at slå ihjel – hun
lod også en af de gamle slaveejere dø for de ildspyende drager vel vidende, at
han måske ikke var skyldig i noget som helst. Daenerys har – ser det ud til –
så meget vrede i sig, at man må forvente ikke mindre end et blodbad, når hun
gør sit indtog i Westeros – hvad hun selvfølgelig gør lige om et øjeblik. Bemærk
også, at hun ikke er sin fars datter for ingenting. Den gale konge brændte også
sine fjender op efter at have nået en vanvidstilstand, hvor han ikke længere var
i stand til at skelne ret fra uret. Dér er Daenerys ikke (endnu), og med Tyrion
som besindig rådgiver kan hun stadig undgå at blive indhentet af sin
”slægtsforbandelse” og realisere den utopiske del af sit væsen. Men, men, men –
jeg frygter for Daenerys skæbne. Hun kan være en person, som går over til den
mørke side, for nu at bruge et sprog fra en anden storfilm fra den
populærkulturelle afdeling. Bemærk fx hendes lille smil på læberne, da Khalen
og hans hof brændte ihjel. Det er lige nøjagtig denne side af Daenerys, som gør
hende stærk og potentielt destruktiv, fordi den forbinder sig med det vilde,
det ødelæggende, det barbariske, som let skjules på grund af hendes yndige og
æteriske sider. Nu sidder hun så på sin drage Drogon og styrer sagerne, mens
Drokhati-stammen bevæger sig mod – tror jeg – Meereen. Snart vil hun få sine
skibe – måske af sørøver-Greyjoy i skikkelse af Pilou Asbæk, som netop ville
bygge de 1000 skibe, som Daenerys taler om at hun skal bruge for at bugsere sin
hær over Det Smalle Hav.
Det store spørgsmål
er: Hvem skal Daenerys alliere sig med, når hun kommer til Westeros? Hvem er
hendes potentielle fjender, og hvem er hendes potentielle venner? Hun ved stort
set intet om Westeros, og når hun lander på kysten, befinder hun sig i et rige,
hvor intrigerne står i kø og hadefuldheden slægt og slægt imellem hænger
udenpå. Mit håbefulde bud er, at det lykkes Jon og Sansa at indtage Winterfell,
knuse den lumre gamle forræder Walder Frey og alliere sig med dragedronningen –
så skulle der være power nok til at indtage King’s Landing, hvor Cersei og
Jaime forekommer isolerede og uden kraft til for alvor at blive storspillere i
kampen om Jerntronen. Det andet interessante spørgsmål er: Hvem skal tage sig
af Meereen og de andre slavebyer, når Daenerys drager videre? Jeg håber, at
Tyrion og andre kloge personager vil ræsonnere sig frem til, at
tilstedeværelsen af en fremmed magt aldrig kan skabe fred (hvilket vi jo
aktuelt har gode eksempler på i Afghanistan og Irak), så Grå Orm og ikke mindst
den kloge Missandei, som jo tilhører de oprindelige folk i Essos får en central
placering i det kommende styre. Det ville være en flot løsning på den
grundlæggende imperialisme-problematik, som Daenerys er konfronteret med i
Slaver’s Bay. Og Daenerys selv? Jeg håber, at hun ikke ender som sin far –
undgår hun det, er hun absolut en værdig kandidat til Jerntronen, selvom det
selvfølgelig virker lidt paradoksalt, at der skulle al den borgerkrig til for
at skabe rum for en ny Targaryen på tronen. Åh, ja, når det kommer til Daenerys
håber jeg det bedste og frygter det værste.
mandag den 30. maj 2016
Midtvejs i sæson 6: Tyrion og Varys
Vi er nu seks
episoder inde i sjette sæson af Game of Thrones, og i det følgende vil jeg i
forlængelse af temaer i Vinteren kommer
forsøge mig med en analyse af de første episoder af sæson 6. Bemærk venligst,
at jeg holder mig borte fra en egentlig anmeldelse og æstetisk ’dom’ – jeg
fortsætter som sagt det analytiske arbejde, som forhåbentlig vil udmønte sig i
en revideret udgave af Vinteren kommer
inden for en overskuelig fremtid. Vi begynder med Tyrion Lannister og Lord
Varys.
Efter sin flugt fra King’s Landing og mordet på sin far
Tywin, havnede Tyrion Lannister i Meereen, hvor han nu – i en tæt alliance med Lord
Varys – forsøger at fastholde og stabilisere den magt, Daenerys Targaryen fik
(og var lige ved at miste), da hun befriede slaverne i byen. Tyrion fortsætter
solidarisk det reformarbejde, Daenerys satte i gang, men reformpræmisserne er på
mange måder elendige: Daenerys repræsenterer en udefra kommende
besættelsesmagt, hvis legitimitet kan ligge på et meget lille sted, og hun er
ikke engang længere til stede i byen, da hun som bekendt flygtede på dragen
Drogon, da Harpyens sønner gik til angreb på hende og hendes hof i kampgravene.
Tyrion er på mange måder i storform i den nye sæson, for der er mange problemer at løse for en statstænker som ham: Meereen fremstår som et kaos af klassekonflikter og uløste sociale og politiske problemer, og mens han i King’s Landing primært søgte forandring inden for rammerne af den eksisterende feudale orden, har han sammen med sine nye allierede sat sig for at forandre verden gennem brug af sine særlige taktiske og kommunikative evner.
I Daenerys’ fravær handler Tyrion først og fremmest som en pragmatiker, der vil reformere med udgangspunkt i en viden om, hvordan mennesker tænker – og mennesker tænker ikke nødvendigvis godt, men i høj grad ud fra en egeninteresse. Så hvad gør man, når slaveejerne fra de andre byer i Slaver’s Bay, som har store privilegier som slaveejere og -sælgere, ikke kan se nogen fordel i at holde op med at støtte Harpyens sønner, der fører borgerkrig mod Daenerys & co.: Tyrion taler naturligvis til deres egeninteresse ved at give dem nogle år til at vænne sig til nye økonomiske præmisser for deres rigdom og love dem gode handelsbetingelser i forhold til det rige, Daenerys snart skal erobre (De Syv Riger i Westeros). Tyrion fremstår mere og mere som fortaler for en dynamisk kapitalisme. Vejen ud af slaveri og fattigdom går over en dynamisk markedsøkonomi, som frigør hidtil bundne ressourcer i samfundet. I den forstand er han fortaler for lige netop den historiske udvikling, som den vestlige verden realhistorisk fulgte, da middelalderens feudale strukturer brød sammen.
Tyrion forsøger også at udvikle sine interkulturelle kompetencer, for skal man være magtstrateg i en verden af forskellige kulturer er dét helt afgørende. Indtil videre går det ikke helt fantastisk, som da han siger til en fattig kvinde, at han vil spise hendes barn, da han faktisk vil give hendes barn noget at spise (ak, de sprogforskelle!). Men der er også fremskridt. Grå Orm og Missandey er svære at komme i kontakt med, fordi de ikke forstår Tyrions humor (og drikfældighed), så helt ind under huden på disse to nøglespillere, som han i den grad har brug for, kommer han ikke indtil videre. Og de kigger da også lettere mistroisk på hans bestræbelse på at lave en del-og-hersk-politik i forhold til de tidligere slaveejere, som han tilbyder prostituerede til, da de er blevet enige om vilkårene for det fremtidige samarbejde: Går Tyrion ikke i den modsatte retning af Daenerys? Men man fornemmer alligevel, at specielt Missandei forstår Tyrions motiver. Og hun gentager da også hans ord: ”Hvis ikke man kan forhandle med sine fjender, hvem skal man så forhandle med?” og slår således lettere skeptisk ind på den bane, Tyrion befinder sig på.
I sit forsøg på at skabe alliancer gør Tyrion (og Varys) også noget andet, som faktisk overrasker mig. Skeptikerne Tyrion og Varys, som indtil nu har fremstået som modstandere af alskens okkultisme, begynder i fuldt alvor at forhandle med en ny Rød Kvinde fra R’hllor-troen, som ikke forekommer mindre skummel og uigennemskuelig end gode gamle Melisandre, som fortsat – om end svækket – huserer ved Muren i det nordlige Westeros. Den nye Røde Præstinde tilbyder tilsyneladende Tyrion (og bag ham: Daenerys) en stærk tro, som kan samle slavemasserne omkring en fælles ideologi. Daenerys som teokratisk leder? Der er ikke tvivl om, at Tyrion kan se potentialerne i en religion, der kan samle folket (har magthavere ikke altid kunnet det?), men hvad er det lige, han forsoner sig med her? Jeg vender i et kommende indlæg tilbage til religionen, som i et omfang, der er bemærkelsesværdigt, tager til ikke bare i Meereen, men også i King’s Landing. Her skal det blot konstateres, at de røde kvinder med deres kongeideologi og skruppelløse ofringer af søde børn ikke lige er min kop the. I min optik står der dødsdrift og sort magi i panden på disse typer, så det er en farlig kurs, Tyrion her slår ind på. Kan han tøjle sin nye allierede? Jeg håber, at Daenerys snart vender tilbage til Meereen og med sin mere flagrende tilgang til guder kan sætte lidt skik på dette eksperiment, som let kan komme ud af kontrol for den gode Tyrion.
Hvad angår Varys,
forekommer han mig generelt noget svækket i sit nye habitat i Meereen. Han
fungerede fremragende som hofpolitiker med sit spionapparat af små ”fugle” i
King’s Landing, men han er klart uden for sin comfort zone i Essos. Han måber,
da Tyrion med sin karakteristiske friskfyragtige ”handling gi’r forvandling”- strategi
frigiver de to lænkede drager, og han falder på halen for den nye Røde Kvindes
viden om hans fortid. Og hvad værre er: I King’s Landing står der en ny
skikkelse parat til at udvikle det spionapparat, som Varys forlod, da han
flygtede fra hovedstaden: Maester Qyburn er i gang med at uddanne de børn, der
fungerede som Varys’ små fugle til sine – og han fremstår indtil videre som
dronningemoder Cerseis lydige undersåt. Kom så Varys – du må tilbage på din
kurs som intrigemager og diskursanalytiker i det godes tjeneste (men som jeg
også skrev i bogen: jeg er ikke helt sikker på Varys’ motiver og moralske
habitus, dog mere sikker end tidligere – og han er vist ok).
onsdag den 4. maj 2016
Politiken PODCAST om Game of Thrones - med Steen Beck
Via nedenstående link kan du fine Politikens POP-tillæg, som rummer en podcast, hvor jeg deltager i en samtale om Game of Thrones. Samtalen spænder vidt og nørder deruda' i forhold til karakterer, plot, den fremtidige handling osv.
GOD FORNØJELSE!
tirsdag den 26. april 2016
Interviews med Steen Beck om Game of thrones
Nedenfor kan du se to interviews med mig, hvor jeg fortæller om Game of Thrones.
Det første link er til Politiken, hvor jeg tirsdag d. 26/4 havde den ære at være på forsiden af avisen og på forsiden af kultur-sektionen. Her kan du læse en række analyser af nøglefigurer i serien:
http://politiken.dk/magasinet/premium/ECE3176437/bare-rolig-klogesen-game-of-thrones-er-ogsaa-for-intellektuelle/
Det andet link er til Gymnasieskolen, som er fagbladet for gymnasielærere i Danmark. Her kan du læse, hvordan man efter min mening kan bruge Game of Thrones i gymnasiefag og til at genåbne den vigtige diskussion om historisk, litterær og kritisk dannelse via populærkulturen. Interviewet finder du på bladets midtersider:
http://mags.datagraf.dk/gymnasieskolen/86/
Det første link er til Politiken, hvor jeg tirsdag d. 26/4 havde den ære at være på forsiden af avisen og på forsiden af kultur-sektionen. Her kan du læse en række analyser af nøglefigurer i serien:
http://politiken.dk/magasinet/premium/ECE3176437/bare-rolig-klogesen-game-of-thrones-er-ogsaa-for-intellektuelle/
Det andet link er til Gymnasieskolen, som er fagbladet for gymnasielærere i Danmark. Her kan du læse, hvordan man efter min mening kan bruge Game of Thrones i gymnasiefag og til at genåbne den vigtige diskussion om historisk, litterær og kritisk dannelse via populærkulturen. Interviewet finder du på bladets midtersider:
http://mags.datagraf.dk/gymnasieskolen/86/
onsdag den 20. april 2016
Amazing review in high profile Danish literary magazine of Vinteren kommer/What Now, Westeros?
"a sober, competent and entertaining book"
"entertaining and easy-to read analysis of the characters and the GoT-universe"
"fabulous if you want to see the big Picture"
"it makes the reader ready for the new season"
"It deserves many readers".
"I give it my highest recommendation"
Review of Vinteren kommer - the Danish version of What Now, Westeros
Game of Religions
There are several religions and belief-systems in Game of Thrones, and they are closely connected to key characters. In this YouTube video Steen Beck talks about three of the religions in the series: The Faith of the Seven, The Faith in the old Gods and the Faith in The Lord of the Light.
Game of Religions - watch NOW!
Abonner på:
Opslag (Atom)