Dragemoderen Daenerys har
ikke haft det nemt i lang tid. Hun forsøgte sig som statsleder i Meereen, men
blev slået tilbage som en ludo-brik til start. I de første seks episoder har
hun vansmægtet blandt de patriarkalske og primitive Dokrathier. Dragemoderens
forhindringer, hvad angår hendes vej til Westeros, har givet anledning til
mange sure miner hos fans af serien. Hvorfor får hun ikke fat i de skibe og
kommer afsted med sin hær af Ubesmittede og drager? Personligt er jeg ret vild
med Daenerys snirklede frem-og-tilbage-rejse gennem Meereen og tilværelsen i
det hele taget; der er en dybere grund til, at hun, efter en periode med
tilsyneladende fremdrift i projektet, må tilbage til oprindelsen – i hvert fald
oprindelsen til hendes dronnings-status. Daenerys rummer nogle elementer i sin
psyke, som var ved at forsvinde, da hun agerede oplyst dronning i Meereen. Hun
bliver simpelthen nødt til at komme tilbage og genopdage den indre
kriger-dronning med dertilhørende kontant afregning med fjenderne, og man må
nok sige, at det er dén stemme, der taler i hende, da hun i ørkenen holder sin
flammetale for Dokrathi-folket, efter at hun har demonstreret sin styrke ved at
komme flyvende på Drogon, som ser ud til at være i topform og parat til at
brænde Westeros-borge til ukendelighed. Daenerys er og bliver en grotesk
skikkelse, der – som analysen i Vinteren kommer viste – forener ånd og krop,
det primitive og det sofistikerede. Hun måtte tilbage til Vaes Dothak for at genoplade
batterierne. Det er disse, der giver hende en enorm POWER og gør hende til mere
end en sød teenage-dronning, der bare vil det gode, men det er også det, der gør
hende også til en potentielt set farlig og måske ligefrem destruktiv spiller i
kampen om Jerntronen.
På sin genvisit hos
drokathi-folket har Daenerys endnu engang vist, at hun ikke stiller sig
tilfreds med rollen som kvinde i en patriarkalsk kultur – og livet som
Khal-enke er vitterligt ikke noget for hende. Så for anden gang viser hun, hvad
hun kan med ild og flammer (som dragerne jo også er selve symbolet på). Ligesom
hun overlevede sin ægtemand, Khal Drogos ligbål og dukkede op i asken med tre
drager omkring sig, dræber hun i et hug de ledende mænd i stammen ved at brænde
deres hytte ned – og selv kommer hun ubeskadiget ud – ikke med tre drager, men
med magten til at genoptage sin bestræbelse på af føre Drokhati-folket mod
Westeros. Vi holder da med hende, gør vi. Daenerys har i lang tid været en af
mine foretrukne kandidater til Jerntronen, men jeg har hele tiden haft min
tvivl, og lad mig forklare hvorfor.
Man kan ikke undgå
at bemærke, at Daenerys nærmest har gjort det til en vane at slå ihjel – hun
lod også en af de gamle slaveejere dø for de ildspyende drager vel vidende, at
han måske ikke var skyldig i noget som helst. Daenerys har – ser det ud til –
så meget vrede i sig, at man må forvente ikke mindre end et blodbad, når hun
gør sit indtog i Westeros – hvad hun selvfølgelig gør lige om et øjeblik. Bemærk
også, at hun ikke er sin fars datter for ingenting. Den gale konge brændte også
sine fjender op efter at have nået en vanvidstilstand, hvor han ikke længere var
i stand til at skelne ret fra uret. Dér er Daenerys ikke (endnu), og med Tyrion
som besindig rådgiver kan hun stadig undgå at blive indhentet af sin
”slægtsforbandelse” og realisere den utopiske del af sit væsen. Men, men, men –
jeg frygter for Daenerys skæbne. Hun kan være en person, som går over til den
mørke side, for nu at bruge et sprog fra en anden storfilm fra den
populærkulturelle afdeling. Bemærk fx hendes lille smil på læberne, da Khalen
og hans hof brændte ihjel. Det er lige nøjagtig denne side af Daenerys, som gør
hende stærk og potentielt destruktiv, fordi den forbinder sig med det vilde,
det ødelæggende, det barbariske, som let skjules på grund af hendes yndige og
æteriske sider. Nu sidder hun så på sin drage Drogon og styrer sagerne, mens
Drokhati-stammen bevæger sig mod – tror jeg – Meereen. Snart vil hun få sine
skibe – måske af sørøver-Greyjoy i skikkelse af Pilou Asbæk, som netop ville
bygge de 1000 skibe, som Daenerys taler om at hun skal bruge for at bugsere sin
hær over Det Smalle Hav.
Det store spørgsmål
er: Hvem skal Daenerys alliere sig med, når hun kommer til Westeros? Hvem er
hendes potentielle fjender, og hvem er hendes potentielle venner? Hun ved stort
set intet om Westeros, og når hun lander på kysten, befinder hun sig i et rige,
hvor intrigerne står i kø og hadefuldheden slægt og slægt imellem hænger
udenpå. Mit håbefulde bud er, at det lykkes Jon og Sansa at indtage Winterfell,
knuse den lumre gamle forræder Walder Frey og alliere sig med dragedronningen –
så skulle der være power nok til at indtage King’s Landing, hvor Cersei og
Jaime forekommer isolerede og uden kraft til for alvor at blive storspillere i
kampen om Jerntronen. Det andet interessante spørgsmål er: Hvem skal tage sig
af Meereen og de andre slavebyer, når Daenerys drager videre? Jeg håber, at
Tyrion og andre kloge personager vil ræsonnere sig frem til, at
tilstedeværelsen af en fremmed magt aldrig kan skabe fred (hvilket vi jo
aktuelt har gode eksempler på i Afghanistan og Irak), så Grå Orm og ikke mindst
den kloge Missandei, som jo tilhører de oprindelige folk i Essos får en central
placering i det kommende styre. Det ville være en flot løsning på den
grundlæggende imperialisme-problematik, som Daenerys er konfronteret med i
Slaver’s Bay. Og Daenerys selv? Jeg håber, at hun ikke ender som sin far –
undgår hun det, er hun absolut en værdig kandidat til Jerntronen, selvom det
selvfølgelig virker lidt paradoksalt, at der skulle al den borgerkrig til for
at skabe rum for en ny Targaryen på tronen. Åh, ja, når det kommer til Daenerys
håber jeg det bedste og frygter det værste.
