Vi er nu seks
episoder inde i sjette sæson af Game of Thrones, og i det følgende vil jeg i
forlængelse af temaer i Vinteren kommer
forsøge mig med en analyse af de første episoder af sæson 6. Bemærk venligst,
at jeg holder mig borte fra en egentlig anmeldelse og æstetisk ’dom’ – jeg
fortsætter som sagt det analytiske arbejde, som forhåbentlig vil udmønte sig i
en revideret udgave af Vinteren kommer
inden for en overskuelig fremtid. Vi begynder med Tyrion Lannister og Lord
Varys.
Efter sin flugt fra King’s Landing og mordet på sin far
Tywin, havnede Tyrion Lannister i Meereen, hvor han nu – i en tæt alliance med Lord
Varys – forsøger at fastholde og stabilisere den magt, Daenerys Targaryen fik
(og var lige ved at miste), da hun befriede slaverne i byen. Tyrion fortsætter
solidarisk det reformarbejde, Daenerys satte i gang, men reformpræmisserne er på
mange måder elendige: Daenerys repræsenterer en udefra kommende
besættelsesmagt, hvis legitimitet kan ligge på et meget lille sted, og hun er
ikke engang længere til stede i byen, da hun som bekendt flygtede på dragen
Drogon, da Harpyens sønner gik til angreb på hende og hendes hof i kampgravene.
Tyrion er på mange måder i storform i den nye sæson, for der er mange problemer at løse for en statstænker som ham: Meereen fremstår som et kaos af klassekonflikter og uløste sociale og politiske problemer, og mens han i King’s Landing primært søgte forandring inden for rammerne af den eksisterende feudale orden, har han sammen med sine nye allierede sat sig for at forandre verden gennem brug af sine særlige taktiske og kommunikative evner.
I Daenerys’ fravær handler Tyrion først og fremmest som en pragmatiker, der vil reformere med udgangspunkt i en viden om, hvordan mennesker tænker – og mennesker tænker ikke nødvendigvis godt, men i høj grad ud fra en egeninteresse. Så hvad gør man, når slaveejerne fra de andre byer i Slaver’s Bay, som har store privilegier som slaveejere og -sælgere, ikke kan se nogen fordel i at holde op med at støtte Harpyens sønner, der fører borgerkrig mod Daenerys & co.: Tyrion taler naturligvis til deres egeninteresse ved at give dem nogle år til at vænne sig til nye økonomiske præmisser for deres rigdom og love dem gode handelsbetingelser i forhold til det rige, Daenerys snart skal erobre (De Syv Riger i Westeros). Tyrion fremstår mere og mere som fortaler for en dynamisk kapitalisme. Vejen ud af slaveri og fattigdom går over en dynamisk markedsøkonomi, som frigør hidtil bundne ressourcer i samfundet. I den forstand er han fortaler for lige netop den historiske udvikling, som den vestlige verden realhistorisk fulgte, da middelalderens feudale strukturer brød sammen.
Tyrion forsøger også at udvikle sine interkulturelle kompetencer, for skal man være magtstrateg i en verden af forskellige kulturer er dét helt afgørende. Indtil videre går det ikke helt fantastisk, som da han siger til en fattig kvinde, at han vil spise hendes barn, da han faktisk vil give hendes barn noget at spise (ak, de sprogforskelle!). Men der er også fremskridt. Grå Orm og Missandey er svære at komme i kontakt med, fordi de ikke forstår Tyrions humor (og drikfældighed), så helt ind under huden på disse to nøglespillere, som han i den grad har brug for, kommer han ikke indtil videre. Og de kigger da også lettere mistroisk på hans bestræbelse på at lave en del-og-hersk-politik i forhold til de tidligere slaveejere, som han tilbyder prostituerede til, da de er blevet enige om vilkårene for det fremtidige samarbejde: Går Tyrion ikke i den modsatte retning af Daenerys? Men man fornemmer alligevel, at specielt Missandei forstår Tyrions motiver. Og hun gentager da også hans ord: ”Hvis ikke man kan forhandle med sine fjender, hvem skal man så forhandle med?” og slår således lettere skeptisk ind på den bane, Tyrion befinder sig på.
I sit forsøg på at skabe alliancer gør Tyrion (og Varys) også noget andet, som faktisk overrasker mig. Skeptikerne Tyrion og Varys, som indtil nu har fremstået som modstandere af alskens okkultisme, begynder i fuldt alvor at forhandle med en ny Rød Kvinde fra R’hllor-troen, som ikke forekommer mindre skummel og uigennemskuelig end gode gamle Melisandre, som fortsat – om end svækket – huserer ved Muren i det nordlige Westeros. Den nye Røde Præstinde tilbyder tilsyneladende Tyrion (og bag ham: Daenerys) en stærk tro, som kan samle slavemasserne omkring en fælles ideologi. Daenerys som teokratisk leder? Der er ikke tvivl om, at Tyrion kan se potentialerne i en religion, der kan samle folket (har magthavere ikke altid kunnet det?), men hvad er det lige, han forsoner sig med her? Jeg vender i et kommende indlæg tilbage til religionen, som i et omfang, der er bemærkelsesværdigt, tager til ikke bare i Meereen, men også i King’s Landing. Her skal det blot konstateres, at de røde kvinder med deres kongeideologi og skruppelløse ofringer af søde børn ikke lige er min kop the. I min optik står der dødsdrift og sort magi i panden på disse typer, så det er en farlig kurs, Tyrion her slår ind på. Kan han tøjle sin nye allierede? Jeg håber, at Daenerys snart vender tilbage til Meereen og med sin mere flagrende tilgang til guder kan sætte lidt skik på dette eksperiment, som let kan komme ud af kontrol for den gode Tyrion.
Hvad angår Varys,
forekommer han mig generelt noget svækket i sit nye habitat i Meereen. Han
fungerede fremragende som hofpolitiker med sit spionapparat af små ”fugle” i
King’s Landing, men han er klart uden for sin comfort zone i Essos. Han måber,
da Tyrion med sin karakteristiske friskfyragtige ”handling gi’r forvandling”- strategi
frigiver de to lænkede drager, og han falder på halen for den nye Røde Kvindes
viden om hans fortid. Og hvad værre er: I King’s Landing står der en ny
skikkelse parat til at udvikle det spionapparat, som Varys forlod, da han
flygtede fra hovedstaden: Maester Qyburn er i gang med at uddanne de børn, der
fungerede som Varys’ små fugle til sine – og han fremstår indtil videre som
dronningemoder Cerseis lydige undersåt. Kom så Varys – du må tilbage på din
kurs som intrigemager og diskursanalytiker i det godes tjeneste (men som jeg
også skrev i bogen: jeg er ikke helt sikker på Varys’ motiver og moralske
habitus, dog mere sikker end tidligere – og han er vist ok).
